Vedtægter

§ 1: Navn og hjemsted:
Foreningens navn er Gundsømagle Dilettantforening. Foreningen er hjemhørende i Roskilde Kommune.

§ 2: Formål:
Foreningens formål er, at give medlemmerne mulighed for at opføre dilettantforestillinger for herigennem at vække og bevare interessen for folkeskuespil.

§ 3: Medlemskreds og kontingent
Stk. 1. Foreningens medlemmer er de, der vederlagsfrit yder eller har ydet en personlig indsats for foreningen. Medlemmerne optages af bestyrelsen.
Stk. 2. Generalforsamlingen fastsætter medlemskontingentet. Kontingentperioden følger regnskabsåret.

§ 4 Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt, senest 31. oktober, og indkaldes med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden ved brev eller e-mail til medlemmerne.
Stk. 3. Alle på generalforsamlingen deltagende medlemmer er stemmeberettigede. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter: Valg af dirigent. Formandens beretning. Regnskabsaflæggelse.
Behandling af indkomne forslag. Fastsættelse af kontingent. Valg af bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter. Valg af to billagskontrolanter og en billagskontrollantsuppleant. Eventuelt.
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflertal og ved håndsoprækning eller skriftlig afstemning, såfremt mindst et medlem fremsætter anmodning herom.

§ 5: Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes når mindst 1/3 af foreningens medlemmer fremsætter skriftlig begrundet anmodning herom overfor formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for ekstraordinær generalforsamling er 14 dage.

§ 6: Daglig ledelse
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, som består af 7 medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en to-årig periode, således at tre medlemmer vælges i ulige år og fire medlemmer vælges i lige år.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med gældende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen blandt sine medlemmer vælger formand, næstformand, kasserer og sekretær, og hvor bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden.
Stk. 4. Formanden, og i dennes fravær næstformanden, indkalder til og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter anmodning herom til formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet, senest 14 dage efter anmodningen er kommet til formandens kendskab.
Stk. 5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre bestyrelsesmedlemmer er til stede.

§ 7: Økonomi
Stk. 1. Foreningens regnskabsår er fra 1. august til 31. juli. Foreningens regnskab føres af kassereren. Det afsluttede regnskab revideres af de på generalforsamlingen valgte billagskontrollanter.
Stk. 2. For enhver af foreningens aktiviteter skal der opstilles et budget. Budgettet skal opstilles på realistisk grundlag og på en sådan måde, at det sikres at foreningens egenkapital altid udviser en positiv saldo på mindst kr. 15.000,-
Stk. 3. Hvis det vurderes, i forbindelse med en planlagt aktivitet, at det ikke er muligt at opfylde § 7 Stk. 2, skal budgettet forelægges generalforsamlingen.

§ 8: Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden. Ved optagelse af lån og ved salg eller pantsætning af passiver tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 9: Vedtægtsændringer
Stk. 1. Vedtægtsændringer kan kun vedtages hvis 3/4 af foreningens medlemmer stemmer herfor på en ordinær generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen. Hvis antallet af fremmødte medlemmer på den ordinære generalforsamling ikke udgør mindst 3/4 af foreningens medlemmer, afholdes en ekstraordinær generalforsamling, hvor vedtægtsændringer kan vedtages med simpel stemmeflertal.
Stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 10: Opløsning
Stk. 1. Foreningens opløsning kan kun finde sted, hvis 4/5 af foreningens medlemmer stemmer herfor på en ordinær generalforsamling, hvor forslaget fremgår af dagsordenen. Hvis antallet af fremmødte medlemmer på den ordinære generalforsamling ikke udgør mindst 4/5 af foreningens medlemmer, afholdes en ekstraordinær generalforsamling, hvor foreningens opløsning kan vedtages med simpel stemmeflertal.
Stk. 2. Der vil på samme generalforsamling være at tage bestemmelse om foreningens aktivers og eventuelle kassebeholdnings anvendelse. Foreningens aktiver og eventuelle kassebeholdning skal dog primært anvendes til afvikling af foreningens aktiviteter. Den eventuelt resterende kassebeholdning skal anvendes til almennyttigt formål indenfor foreningens tidligere aktivitetsområde.

§ 11: Datering
Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 14. januar 1931.
Ændret på den ekstraordinære generalforsamling den 29. september 1995. På den ordinære generalforsamling den 11. september 2011 og senest på den ekstraordinære generalforsamling 20. oktober 2015.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.