Året`s stykke 2013
På de skrå brædder.
Jeg har faktisk været sufflør i 10 år nu, og har nydt alle sæsonerne meget. Også selvom jeg tit er gået hjem efter en øve aften hovedrystende over de mange manuskripter der stadig er i hænderne, selvom de for længst burde være lagt væk.
Jeg bliver på vores øve aftener hørt fra scenen. Dejligt. Jeg kan nemlig mine replikker. Det er rart at føle sig lidt betydningsfuld, når der intenst kigges ned på mig, for at få den helt rigtige sætning leveret, når “klappen” går ned for skuespilleren. Det er hyggeligt at høre en sige: jeg forstår det ikke, jeg kunne det derhjemme. Eller: Næste gang sidder den lige i skabet. Eller: ja, ja, det skal nok komme, vi har masser af tid. Eller: ja, ja vent lige lidt, det kommer om et øjeblik.
Lige pludselig at der kun 14 dage tilbage. Puh ha tænker jeg. Der er da vistnok lige et par stykker der skal øve sig lidt derhjemme. Det bemærker jeg henkastet til dem(bare for en sikkerheds skyld). De ved det godt.
Den store generalprøve og forestillingerne oprinder: Jeg skal have styr på mange ting: Mon min kasse står der? Mon min lille pære i kassen virker? Mon jeg kan være der? Forestillingen i år hed “På de skrå brædder”, men de skrå brædder er dog ikke noget for mig. Jeg trives bedst udenfor scenen, faktisk allerbedst nedenfor scenen på en stol under alle øve aftener. Stort er det så, når vi når frem til forestillingerne. Stolen bliver skiftet ud med en kasse. Rigtigt gættet. Jeg er suffløren.
Bare de for pokker nu kan deres replikker. Små post it på de sider, hvor det måske kan gå galt. Og hvad sker der så: Et feststemt publikum, engagerede skuespillere, der giver den hele armen. Lys og lyd kører som en drøm. Sminken sidder rigtigt. Rekvisitterne er der hvor de skal være. Tøjet er pænt strøget og helt. Dørene åbner og lukker som de skal. Instruktøren ser glad ud. Ja, så kører det bare derudad.
Stor ros til hele holdet. Alt gik som sædvanlig godt. Vi har haft en rigtig hyggelig og rar sæson. Dejlige mennesker at tilbringe en del af sin fritid med. Spænding til sidste minut.
Stor var min overraskelse og glæde, da flertallet stemte på mig til årets dilettant. Hold da op, som jeg sagde. Det er jo bare mig der sidder i hullet. Jeg sørger for lidt kaffe, lidt god stemning, lidt småord i ny og næ, og så alligevel en flot pokal. Af hele mit hjerte, tusinde tak til jer alle for den store ære.
Tak for en god sæson og et rigtigt godt samarbejde.
Kærlig hilsen
Karin