Årets stykke hed: “Den mandlige Husassistent”
Indledning: Et lille eventyr.
Første gang jeg blev opmærksom på at der var noget der hed Gundsømagle Dilettantforening, var for ca. 10 år siden, da Lisa – min datter – kom hjem fra skole og fortalte at klassen var blevet spurgt om, der var nogen der ville være med til at spille “Folk og Røvere i Kardemomme By”. Hun skulle til “optagelsesprøve” i forsamlingshuset. Dagen oprandt, og jeg var da lige så spændt som hende. Hun fik lov til at være med og jeg fulgte for det meste med til “øvning”. I starten for Lisa’s skyld, men siden hen var det simpelthen fordi det var så hyggeligt. Den atmosfære og stemning skulle man hurtig blive afhængig af. Jeg blev gerne budt en kop kaffe, og efterhånden blev jeg indviet lidt i foreningens arbejde af Jørgen Olsen, og fandt ud af at der hvert år blev spillet dilettantforestilling. Da børnedilettanten var slut, gik jeg og tænkte på, at det kunne være sjovt at være med i den forening, der var jo måske en lille skuespiller gemt i en, hvem ved?
En dag da Anne Brink kom for at hente barn børnehaven sagde hun tilfældigt, at hun havde lovet at spørge rundt omkring, om nogen havde lyst til at være med til at opføre “Sommer i Tyrol”. De manglede nogen til at synge kor – HER VAR CHANCEN. Jeg prøvede at beherske min vilde iver da jeg sagde at jeg var interesseret, så hvis de kunne bruge mig, var jeg da mere en glad for at prøve. Jubiiiii !!! Jeg kunne bruges!
Og hvert år omkring den tid hvor der er blevet spurgt om man kan være med til det ene eller det andet, har spændingen altid været lige stor. Mon der kunne blive brug for mig igen. Enten en lille rolle, eller noget praktisk, bare det at sørge for kaffe, alt er lige vigtigt, bare det at være med i fællesskabet. Jeg tror de fleste andre har det lige som jeg.
“Den mandlige husassistent”.
Så blev det vedtaget, at vi skulle opføre “Den mandlige husassistent”. Allan Andersen var instruktør, og sandelig om ikke han ringede en aften og spurgte om jeg havde lyst til at spille kokkepige Camilla. Det var en anselige rolle og jeg var i starten lidt usikker på om jeg turde binde an med den. Men da jeg havde læst den igennem et par gange vidste jeg, at det var lige rollen for mig. Og en vigtig ting! Instruktøren troede på at det gik.
Jo, jeg må sige det blev en utrolig positiv oplevelse. Det var idet hele taget et dejligt stykke, også det at de mere garvede “skuespillere” hjalp og bakkede op hvis man blev lidt usikker og nervøs.
Og da jeg så oplevede den store ære at blive valgt til Årets Dilettant var jeg nærmest helt svimmel.
Ja, sådan en rolle forventer man ikke at få igen (jeg vil gerne) – men jeg er glad for at jeg har prøvet det. Jeg regner med at være aktiv i foreningen mange år endnu, enten på den ene eller anden måde, og jeg håber at ånden her vil blive ved med at bestå.
Tak fordi jeg må være med
Kari Bente Hansen